Skip to the content

Tørfisk

Tørfisk

Koncert og Buffet

28. oktober 2023

Tag med på en uforglemmelig musikalsk rejse med TØRFISK i Augustenborghallerne!

TØRFISK har senest udgivet CD'en "Tørfisk Fyrre", som indeholder 11 helt nye sange. Mange af sangene er med på scenen, og vi er taknemlige for, at vores publikum tager godt imod dem og heldigvis også stadig er glade for de gode gamle sange. Bandet har i forbindelse med 40-året også udgivet bogen "En Stime af Sange".

Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland og hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster. Koncerterne krydres med røverhistorier og underholdning på topplan. Altid med stor spilleglæde, glimt i øjet og en typisk vestjysk charme. De forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre. Måske sidder man lige i skudlinjen, men kvartetten forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.

TØRFISK's koncerter bærer præg af en blanding af både det nye og det velkendte. For når man har et helt "Vesterhav" af numre i bagkataloget, er det svært at sige farvel til de (gode) gamle sange. Og så er der den simple grund, som de selv siger: "at de ikke mønstrer mere end tre-fire akkorder på strengeinstrumenterne", som netop de gamle numre er bygget op over.

Med masser af erfaring fra den danske musikscene og med 20 CD'er, 2 DVD-udgivelser, en del kassettebånd og LP'er samt senest en sang- og historiebog "En Stime af Sange" i "nettet" har TØRFISK stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet. 

Gør aftenen endnu mere speciel ved at nyde en lækker koncertbuffet, der serveres inden koncerten. Dørene åbner kl. 17:00 for spisende gæster, og buffetten åbner kl. 18:00. Sørg for at være der i god tid, da buffetten lukker kl. 19:30. Koncerten begynder kl. 20:00.

Koncertbuffeten er en lækker buffet med 3 forskellige slags kød, 2 forskellige typer kartofler samt forskellige salater.

Gå ikke glip af denne fantastiske koncertoplevelse med TØRFISK. Bestil dine billetter i dag og vær med til at fejre et band, der har formet dansk musikhistorie i over 40 år!

Køb billet her:

På gensyn i Kultursalen
MIF Kulturafdeling

 

Besætningen er:
Egon Kirk (1962): banjo, mandolin, sang
Anker Hviid (1961): Guitar, sang
Tommy Thiel Rasmussen (1964): Harmonika, fløjte, sang
Bent Kirk (1958): bas, sang

Fakta:
Tørfisk er usaltet fisk, som er naturligt tørret af sol og vind på et stativ eller (sjældnere) tørret i egentlige tørrerier. I den store verden er det for det meste torsk, som bruges til tørfisk. Det bruges også i Thyborøn, men den fisk som orkestret TØRFISK er opkaldt efter er en ising, som er den mest almindelige form for tørfisk på den jyske vestkyst. I daglig tale kaldet for en ”dabs” som er det engelske ord for ising.